onsdag den 25. november 2015
Fine hæklede kraver
Tænk, at de er blevet et hit igen, disse skønne hæklede kraver, der bringer minder frem om mors og mormors hæklede lyseduge. De er da bare så yndige, at man tænker 'HVORFOR var de ikke inde i billedet, da ens egne børn var små?'
Fine som pyntekrave over bodyen, en bluse eller en lille kjole. Eller hvorfor ikke bare have en hel stak i alle regnbuens farver og bruge dem som savlesmæk. Det er nok meget individuelt, om man synes, de kan bruges til drenge - personligt synes jeg, de vil være fine til den helt lille babydreng, meeen derefter bliver de nok en anelse for tøsede. Det bestemmer man selv!
Jeg regner med også at hækle en stak kraver, som bliver mere neutrale og helt sikkert vil kunne gå til både drenge og piger.
Tre kraver i smukke douce farver : lys brun, råhvid og lys syren. De er hæklet i 100% bomuldsgarn og kan faktisk maskinvaskes ved 60 grader (selv om jeg nok ville vælge en lavere temperatur). Køb dem hos mig eller hækl dem selv - opskriften kan hentes gratis her. Jeg har så bare tilpasset målene til passende størrelse og garn.
En lille bunke fint:-)
torsdag den 19. november 2015
Pistaciegrøn trøje med snoninger
Sikke en ryg, hva'! Klassisk sweater med snoninger og bivokstavler i en sommerlig, pistaciegrøn farve, som det er lidt svært at få gengivet til fulde i aftenlyset.
Mormor strikkede oprindeligt to ens sweatre - denne var til ældstedrengen, så det er faktisk nr. 3 gut, der nu bruger den. Han er meget glad for den - den passer perfekt og er fin til indendørs brug lige nu, både hjemme og i børnehave.
Den er strikket i tyk, blød bomuld, og oprindeligt brugt som sommersweater. Den var fantastisk som udendørstrøje på en kølig sommermorgen på camping i Sverige, men altså også superfin til rå efterårsdage til børn, som nemt bliver for varme i uld.
Dejlig råt med vrangstrik sammen med de mere romantiske snoninger.
Den er SÅ god i pasformen, denne pistaciegrønne drøm. Bemærk den flotte, rå ribhals og de smukke snoninger ned ad maven. Så fint og samtidig så enkelt.
Strikket af min dygtige mor - opskriften ukendt.
tirsdag den 17. november 2015
Gul boblehue
Er den ikke bare skøn, denne her hue fra norske Ministrikk? Nordmændene kalder den 'kulekyse', men det synes jeg alligevel, lød for underligt på dansk.
Den er strikket i en knaldgul uldgarn fra 'Hjertegarn', og den er sjov at strikke - jeg kan godt lide at strikke boblemønster. Det er dejligt afvekslende, og det er nemt at følge med i, hvor langt man er kommet. Der er MANGE fine mønstre at hente på ministrikk.no, og engang i mellem flotter jeg mig med at købe et par stykker - det er lidt dyrt at købe opskrifter enkeltvis, men det er ofte her, man finder de flotteste, mest originale designs.
Eneste kritikpunkt er, at deres opskrifter ikke er nemt overskueligt stillet op : man skal læse og læse, og så er det jo på norsk. Men smukke, det er deres ting!
Her ses huen bagfra. Elsker den gule farve. Den kan strikkes helt op i str 5 år, og her er den stadig rigtig sød som en nostalgisk kysehue til småpiger - til drengene er en hue med bindebånd nok knapt så sej, når de først har rundet de 3-4 år.
Men i de mindre strørrelser er den superflot til både drenge og piger - strik den i lige den farve, du bedst kan lide, eller måske i to farver, som fremhæver boblerne endnu mere.
Så fin er den ude i efterårssolskinnet - så mangler jeg bare en baby i str 3-6 mdr, som jeg kan proppe den på:-)
onsdag den 11. november 2015
Daisyvesten i flere størrelser
Nu findes Daisyvesten i flere størrelser, hvis nogen skulle få lyst til at få opskriften : send blot en mail!
Her har jeg strikket vesten i den smukke solgule farve fra Pickles Thin Organic Cotton. Størrelsen er 6 mdr.
Det er svært at yde den gule farve retfærdighed på sådan en gråvejrsdag - den er ikke så lys som på billedet. Bemærk den smukke, gule keramikknap fra Birthe Sahl.
mandag den 9. november 2015
Pink kængurushorts
Kænguru shortsene igen - denne gang til en lille hun-kænguru:-)
Atter strikket i Pickles Thin Organic Cotton, farven hedder 'rose', og lommen og snøren er en rest koksgrå uldgarn (Superwash Vital fra Hjertegarn).
Str 6 mdr.
Design : 'Linus & Linda'.
fredag den 6. november 2015
Lille hvid retro-hue
Fintstrikket, let babyhue, der garanteret har stukket op af mange barnevogne i 1950'erne eller deromkring. Klassisk og nordisk i al sin enkelhed. Huen er strikket i en rest råhvid Rasmillas yndlingsgarn, som er 55% uld og 45% bomuld, hvilket gør den dejligt blød og samtidig lun omkring et lille hoved.
Perfekt til en lur i barnevognen, hvor det er rart, at strikhuerne ikke er alt for tykke og varme.
Den er strikket på pind 2½, men det går alligevel tjept, for ja - den er jo ikke stor, og nem med sin ribstrik og et par enkelte retriller her og der.
Opskriften er fra norske May B. Langhelles bog 'Blød begyndelse', som er en lille perle af en strikkebog, fyldt med klassisk, skandinavisk hjemmestrik. Huen hører til et lille sæt med tilhørende halskrave og vanter. Det er så fint og florlet.
Rasmillas lækre tynde yndlingsgarn.
onsdag den 4. november 2015
Kænguru shorts
Jeg vendestrikker stadig! Det er bare en rigtig sjov teknik at strikke med en gang i mellem, og så er den eneste montering skridtkilen forneden, alt andet er strikket sammen - det er da lige til at overkomme...
Her har jeg strikket et par tykke, bløde korte bukser med kængurulomme i str 2 år.
Selve shortsene er strikket i Pickles Thin Organic Cotton i farven 'hassel', lommen er perlestrikket af en rest petroleumsblåt naturuld, og her var også nok til en snoet snor til bukselinningen.
Kan lige se dem med en petroleumsblå bluse foroven:-)
Bukserne sælges i butik Linus & Linda på amioamio.com
Design : 'Linus & Linda'.
Perlestrik på rillestrik - ahhh...
Det er en skøn farve til efterår og vinter, denne varme, cremede, lyse nougatfarve. Husk at Linus & Linda også sælger dette eksklusive bomuldsgarn i flere farver.
mandag den 2. november 2015
Daisy vest
Design : 'Linus og Linda'
Fin og blød lille vest eller tunika, strikket i 100% økologisk bomuld. Den er strikket i ét stykke og syet sammen i siderne til sidst, og så har jeg hæklet fastmasker rundt i halsåbningen og slidsen.
Den er strikket i retriller og med daisystrik på bærestykket - et rigtig fint mønster, der ligner små blomster. Du skal gøre dig lidt umage i starten for at få daisymaskerne til at se fine og ensartede ud, men når du først har lært teknikken, er det ikke svært. Hvis du har lyst til lære at strikke daisystrik, er der en rigtig fin video her, der viser, hvordan man gør
Jeg har hæklet en lille trense af luftmasker til knaplukning omkring en smuk, rosa perlemorsknap.
Her ses ryggen - elsker kombinationen af rå retriller og sarte daisyblomster. Farven er en lys koral fra 'Pickles Thin Organic Cotton', og både vest og garn kan købes i butik Linus & Linda.
Jeg har foreløbig lavet to veste fra Linus & Linda - 'drenge'modellen (som også er til piger) bliver ændret en smule i den næste lancering af modellen, sådan at det glatstrikkede stykke bliver lige så stort som det daisystrikkede stykke i denne model.
Abonner på:
Opslag (Atom)