fredag den 23. september 2016

Bønnespirebloomers


Elsk lige de her bloomers fra 'Knitting for Olive'!!! KFO er et lille togenerationers københavnerfirma, der designer de fineste strikkeopskrifter til småfolk. De forhandler også eget garn i deres webbutik Knitting for Olive og sortimentet er stadigt voksende.
Disse er opstrikket i KFOs bomuldscashmere i den smukkeste rosa farve. Jeg synes ikke, at opskriften er helt let tilgængelig (der mangler et par forklaringer histen og pisten), men er man erfaren strikker, går det sagtens. Man skal også være opmærksom på, at modellen er MEGET vid i det, så man evt. skal gå en størrelse ned i breddemålene. Men prøv jer frem - fine er de i hvert fald.
 
 
Bagsiden...

onsdag den 14. september 2016

Tottelot-tøfler


Disse små babysko er lige så søde som deres navn. Tottelot-tøflen er Klompelompes design. De er supernemme og strikkes på en aften. Tottelotterne er rigtig fine til 'strømpepindehadere' - de strikkes frem og tilbage i retstrik og sys sammen til sidst. Jeg er bare spændt på, om de sidder godt nok på babys fødder. Det er tit et problem med strikkede sko uden snørebånd, men søde er de...

Her strikket i en rest Drops merino.

torsdag den 25. august 2016

Knæstrømper fra 1970'erne


Hvad gør man med en lillebitte rest Drops Babymerino? Strikker babystrømper selvfølgelig!! Normalt HADER jeg at strikke strømper (ærgerligt nok, for jeg elsker at gå i dem), men disse strikkes frem og tilbage og sys sammen til sidst, og det er bare retriller all the way, så det er noget, der går tjept.

Denne strikkebog fra norske Charlott Pettersen fik jeg i fødselsdagsgave, og der er simpelthen SÅ mange fine opskrifter i den, både til baby, større børn, teenagers og mor selv. Det er opskrifter, samlet fra norske strikkemødre. Nogle har de selv designet, nogle har de lånt fra andre og selv redigeret lidt i, og nogle er andres design, som blot bliver fremhævet som deres favoritter.
Der er noget for enhver smag, men det er nok et must, at man er til retro/vintage stilen.

Fotoet nedenunder har jeg lånt fra bogen :


Her ses strømperne i brug, og jeg synes simpelthen, de er så bedårende sammen med de små blebukser og strømpebukserne.


Og her var så min version i gråt og naturfarvet. De har fået et lidt mokkasinagtigt look, da jeg har valgt en lidt grov sammensyning af sålen, og ladet den grå farve skinne igennem i sammensyningen hele vejen op af knæstrømpen. De skal nok blive dejlig varme til vinter :-)

onsdag den 17. august 2016

Babysæt fra Klompelompe


Endnu en baby er på vej i familien, og endnu engang er jeg sprunget på Klompelompes design.
Her en 'Goklompen-jakke' fra deres første bog og et par bukser, hvor jeg har mixet to forskellige mønstre. Selve pasformen er strikket efter mønster til 'Goklompen-bukser', og så har jeg brugt stribemønsteret fra 'Sebastian-bukser', som findes i ét af deres hæfter, som jeg endnu ikke har.

Begge dele er strikket i Drops Babymerino - jeg elsker den elektriske blå.


'Goklompen' er et enkelt strukturmønster med kun ret- og vrangmasker. Jeg har valgt kokosknapper til denne model. Det er vigtigt, at man fugter og strækker cardiganen, når den er færdig - ellers passer målene ikke, og den bliver alt for lille og fast. Når den har ligget i pres i et håndklæde, strækker mønsteret sig ud og bliver fint og blødt.


Dejlige bløde bukser til baby i smukke dobbelte striber. Modellen er strikket uden løbegang eller huller til snor, så for at den alligevel kan bindes, har jeg blot ført en enkelt grå lædersnor fra Søstrene Grene gennem maskerne i ribben. Simpelt og smukt.


Bukserne er strikket højere bagtil.


Et voila!

mandag den 8. august 2016

Lillebrors Romper

 

Lillebrors Romper er et rigtig godt begynderprojekt, hvis man er ny strikker - den er hurtig og enkel at strikke og samtidig aldeles yndig både til drenge og piger, trods navnet. Jeg er vild med den lidt symmetriske form, som passer super godt til de retstrikkede kanter og store knapper.

Det enkle design er lavet af Mette, kvinden bag PetiteKnit, og hun har lavet en hel lille række af fine strikkeopskrifter til både drenge og piger. Det er også muligt at bestille færdigstrikket tøj hos hendes strikkedamer.

Denne lille sag, som jeg har strikket, er lavet af en rest isblå (jeg synes nu mere, den er helt lys syren) Drops Alpaca, som er lagt dobbelt. Det er størrelse Nyfødt - alletiders som barselsgave.


fredag den 29. juli 2016

Kjekkasromper fra Klompelompe


Der er ikke så megen aktivitet på bloggen i øjeblikket, men det betyder ikke, at jeg ikke strikker videre. Norske Klompelompe har udgivet et skøøønt længe ventet hæfte med de fineste opskrifter kun til drenge (mange kan dog snildt bruges til piger, hvis man leger lidt med farverne). Jeg har bl.a. strikket denne lille søgrønne romper i den allermindste størrelse. Den indgår i den fantastiske Kjekkas-serie, som vi kender fra den første Klompelompe bog med sit ret/vrang strukturmønster.


Her ses Guttestrikk hæftet. Nogle af opskrifterne går helt op til  12 år : Dejligt! Det er ikke så ofte, at der også indgår strik til de store drenge.


Romperen bagfra. Jeg elsker den lille detalje med, at selerne er strikket sammen bagpå - det giver en superflot effekt. Det her er en rigtig sommerudgave. Den er strikket i cottonlinen fra Hjertegarn - et flot, let sommergarn i en blanding af bomuld og hør. Desuden har jeg forelsket mig totalt i denne søgrønne pastel til de helt små - sådan en sød, sart, neutral farve : lidt kølig som en sommerdag i Norden.

onsdag den 6. juli 2016

Hentesættet fra Ministrikk


Dette er min favorit blandt de mange forskellige strikkede hentesæt, man kan finde rundt omkring : SÅ enkelt og fint uden at være for tuttenuttet. Endnu engang er det et design fra norske Ministrikk, garnet er en ny lys søgrøn farve fra Drops Babymerino, som jeg er fuldstændig i svime over. Huen er 'kulekyse' fra Ministrikk, som jeg mener at have vist i et tidligere indlæg.


 


Trøjen knappes bagpå, men det er valgfrit - jeg har valgt ikke at strikke den højere bagpå, så man selv kan bestemme og skifte mellem for og bag. Retsiden er vrangstrik, hvilket fremhæver snoningen og giver en enormt flot effekt. Bukserne er også vrangstrikkede.

 

 
 
 

torsdag den 23. juni 2016

Matroskjolen fra Ministrikk


Den ultimative, nostalgiske drøm er Matroskjolen fra norske Ministrikk. Her er den strikket på bestilling i 'Lille Lerke' fra Dale garn, som er en rigtig dejlig merinoblanding af uld og bomuld, og som fås i mange flotte farver. SÅ fin til alle festlige lejligheder både sommer og vinter - ærmerne er trekvart lange, og selve kjolen kort og 50'er inspireret i modellen. Vær opmærksom på, at opskriften er på norsk.


Sådan ser kjolen ud fra ryggen. Her deles kraven, og der er en lille split i nakken, som lukkes med en perlemorsknap. Vær opmærksom på garnmængden : Jeg brugte et nøgle mere, end opskriften opgav til størrelsen, og jeg synes ellers, at min strikkefasthed stemte - køb hellere ét nøgle for meget end for lidt.


Udtagninger i lange fine baner.




mandag den 13. juni 2016

Vinrød t-shirt


Mindst én af denne her strikkede t-shirt fra 'Gustav og Berta' skal man have hvert år. Sidste år strikkede jeg den i lys blå - i år har den fået en smuk vinrød farve fra Drops safran. Måske ikke den bedste kvalitet at strikke i, men god til prisen og en dejlig tynd sommerbomuld til lune dage.


Opskriften går op til 6 år, og Linus er lige fyldt 6, men sidste år syntes jeg, at modellen blev rigelig tæt og kort ved raglandelen, så jeg har regnet lidt om og strikket den en lille smule viddere og med længere raglan. Det er sådan en fin, enkel strikket bluse - den kan strikkes i så mange farver og er også ligeså flot til piger. Til pigerne kunne man vælge at strikke kanterne i perlestrik i stedet for retriller - så får den et lidt mere feminint anstrøg.


Blusen set fra ryggen.

fredag den 27. maj 2016

Rå baggy bukser


De her nye, enkle strikbukser med baggy look har yngstemanden fået på i børnehaven i dag, og de sad perfekt.
Designet er norske Klompelompe, og hedder på norsk 'Tøffingbukse'. Jeg har brugt marineblåt cottonmerino fra Drops, som er ca. 50/50 bomuld og uld, og tilpas lune til en gråvejrs-sommerdag i Danmark. Jeg synes, der kommer for hurtigt knæ i lange strikbukser, når man strikker dem i ren bomuld - i hvert fald når modtageren er en aktiv næsten 6-årig dreng i fuld vigør.
Han fik dem på her til morgen, og de blev godkendt med det samme - de var dejligt bløde og sad som en drøm.


Closeup : Bukserne har elastik i livet og knapperne er kun til pynt.


Buksebenene slutter med en bred ribkant, så de sidder godt til forneden, og barnet ikke falder i dem.
Jeg har lært en ny genial måde at aflukke dobbeltrib på, så den bliver superelastisk : 'Jennys overraskende elastiske aflukning'. Den er nem, og går ud på, at man laver et omslag før hver maske, som man så trækker over masken efterfølgende, før man lukker videre af på vanlig vis.
Hvis man vil  se metoden, er det bare at google den! Den kan selvfølgelig også bruges til enkeltrib, og er langt simplere end den italienske aflukningsmetode, som ellers kan bruges til aflukning i ribsstrik.


Bukserne bagfra hvor de går højere op bagtil. Her bruger jeg altid vendemetoden fra norske 'Pickles'. Den er en anelse mere kompliceret end den gængse metode med at lave et omslag, før man vender, som efterfølgende strikkes sammen med den næste maske. Til gengæld synes jeg, det er umagen værd at lære den, for den giver virkelig et pænt resultat.


Ejeren af de nye bukser havde ikke tid til at stille op til fotografering i større stil, så det blev lige til et hurtigt snapshot i gyngestolen, inden han skulle ud af døren.

torsdag den 12. maj 2016

Teststrik af 'Sommerlig Shorts'

 
 
Jeg har teststrikket disse fine små shorts med bølgekant for norske 'Miriam Giil', og opskriften kommer snart til salg i webbutikken 'Knit by You'.
 
De er supersøde og hurtigt strikket - og så fine med den lille detalje med bølgeflæsen, der strikkes på til sidst. Teststrikkerne er dog enige om at shortsene er lidt for lange, inden der laves skridt, så her bliver de lidt kortere i den endelige opskrift - men stadigvæk fine sommershorts.
 
De er strikket i Sandnes Mandarin Medi - blødt rent bomuldsgarn i en smuk syren farve.
 
 
Tip : Sæt evt. et lille stofbånd eller lignende i strikkede bukser i stedet for en strikket snor.
Det er en køn afveksling her til sommer.
 
 
Bagsiden.
 
 


torsdag den 28. april 2016

Ballonromper med bobler


Denne lille tykke sommersag er inspireret af en fin romper fra norske 'Gustav og Berta'.
Jeg har strikket den op i 'Pickles Thin Organic Cotton' (SOM JEG FORHANDLER) i fine changerende nuancer af syrenlilla - farven hedder 'småblomster'.
Og så har den fået en masse fine bobler:-)

Superfin til sommeren i  tyk, økologisk 100% bomuld, samtidig med at den får et svalende, løst look med ballonformen.



tirsdag den 26. april 2016

Vævestrikket t-shirt fra Paelas


Superflot og supernemt - det er vævestrik:-)
Flerfarvestrik hvor man kun strikker med én farve ad gangen - se dét er sagen...
Denne fantastiske t-shirt er designet af norske 'Paelas' og er perfekt til de lidt køligere solskinsdage. Jeg har strikket den i ren bomuld, for at den ikke skulle blive for varm og har regnet lidt om, fordi det ikke helt passede med strikkefastheden. Opskriftens garn er 'Lille Lerke' fra Dale Garn, som er en superlækker garnkvalitet - jeg har valgt den lidt billigere løsning og brugt Drops Safran i farverne petrol, appelsin og mellemgrå.

 
Bemærk hvor fint raglanlukningerne harmonerer med mønsteret.