onsdag den 24. februar 2016
Arvedragten i alpakka
Fin lille dragt til baby med strømpebukser og langærmet bluse under. Nordmændene kalder den 'romper', men det er der vist ikke noget, der hedder på dansk?! Jeg har vist dragten før, strikket i rosa bomuld, men når den som her bliver strikket i alpakka, får den et helt andet, mere vinterligt udtryk.
Det er en tynd alpakkauld fra Sandnes Garn, som er lagt dobbelt, og jeg er fuldstændig vild med den kanelbrune farve - synes simpelthen, den er så smuk. Og så dur den til både drenge og piger.
Det er ren perlestrik undtagen ribkanter, rib hvor snoren er sat i og selerne (også rib).
Designet er fra norske Paelas, og den hedder altså 'Arvedragt'.
Kanelfarven får smukt modspil med den knaldblå snor - og den kan jo nemt skiftes ud, hvis det skal være mere dæmpet.
Så fint med den perlestrikkede smæk. Det kunne have været flot med blå knapper, der matchede snoren, men det fandtes ikke lige på knappelageret, og med træknapperne kan man også nemmere skifte snoren, ligesom dragten bliver mere kønsneutral. Det ses ikke, men dragten lukkes også forneden med tre træknapper - nemt ved bleskift.
Kanel og rosa i flot samspil. Størrelse 1 år og størrelse 6 måneder.
fredag den 19. februar 2016
Perleshorts
Perleshorts fra norske Paelas.
SÅ fine og hurtigt strikket. De pudderrosa er strikket i Dale Lille Lerke og bliver en anelse større, end når de strikkes i tynd, blød uld fra Sandness Garn. Jeg fik nok strikket lidt for mange masker op i benudskæringen på de rosa, men hvad : så er der plads til et par gode lårbasser;-)
Jeg har en svaghed for kanelfarven - synes det er den smukkeste brune nuance ever, og så kan man sætte så mange seje kontrastfarver til. Som her med den isblå strikkede snor i livet.
Begge shorts er strikket med dobbelt garn på pind 5, hvilket giver den tykke, lidt grove struktur i perlestrikken, som gør, at de snildt kan bruges til både drenge og piger. Personligt ville jeg nok bruge dem til drenge op til to år, men så i en mere drenget, rå farve, f.eks grå eller mørk blå.
Pudderrosa er den mest feminine, fine farve og får her modspil af den okker grøngule snor i livet.
Kanel og isblåt : en god sammensætning...
onsdag den 17. februar 2016
Bedstefarvest
Den fineste, mest enkle vest i strikkeverdenen lige i øjeblikket, hvis I spørger mig!
Ligesom Goklompen sættet er den designet af norske Klompelompe, og det er så nemt og hurtigt, som det kan være at strikke den. Den strikkes i ét stykke og sys sammen i siderne til sidst. Der strikkes ribstrik i siderne hele vejen, og ellers er det bare glatstrik og så perlestrik i halsåbningen og ved knappestolpen.
Den er meget smal og lang i modellen, så hvis du har en lille tyksak, vil jeg nok anbefale at vælge størrelsen over den anbefalede til alderen.
Det er en drengemodel, men den kan bestemt også bruges til piger - lav den evt. med perlestrik forneden i stedet for ribkant.
Er det ikke skønt med en solskinsstribe hen over brystet? Vesten er strikket i blå Drops Merino Extra Fine. |
fredag den 12. februar 2016
Popshorts
Uh, så nuttede!!! Stik mig en pigebaby for s... da, så hun kan få de her på:-)
Jeg ELSKER alt strik med 'popcorndutter' på, og heldigvis er det ret stort i øjeblikket. Der er mange opskrifter på markedet lige nu, og den nye børnestrikkollektion fra Kalinka går all in med popcornene på flere af deres flotte, farvestrålende designs.
Disse her er nu ikke fra Kalinka, men fra danske 'Strikleriet', som er to dygtige, danske piger fra Århus, der strikker ved siden af studierne og laver nogle superfine ting. Man kan både købe færdigstrik hos dem eller nøjes med at købe deres opskrifter med eller uden garn.
Nu er jeg så heldig at have en veninde, der forstår, at jeg er i underskud mht, pigestrik og tøsefarver, så hun overraskede mig til jul med et fantastisk strikkekit fra 'Strikleriet', som der kom disse fine, små popshorts ud af. Modellen hedder 'Ditte', og er både hurtig og nem at strikke. Og så er det sjovt at strikke popcorn! Eneste problem er, at de kun er til pynt her hjemme hos mig i Casa All Boys, så forhåbentlig finder de en glad modtager på et eller andet tidspunkt:-)
Closeup på popcornene. En skøøøn detalje ved Strikleriets strikkekits er, at der medfølger et stk. færdigstrikket snor til shortsene - virkelig en fed service. Nu har jeg jo en automatiseret strikkemølle, men har man ikke det, ved man, at sådan en I-cord tager 100 år at strikke, og det er keeedeligt rutinestrikning. Så af hjertet tak:-)
Garnet er dejlig blødt Drops Babymerino i lys gammelrosa.
tirsdag den 9. februar 2016
Goklompen sættet
Her er hele Goklompen sættet sat sammen. Elsker at mønsteret går igen i sættet, mens farverne er forskellige. Perfekt som barselsgave til både drenge og piger, og så er det tilmed superblødt, strikket i Drops Babymerino.
En lille stak fint strukturmønster...
Hm, er det bare mig, eller er bukserne en anelse forkert dimensioneret i forhold til cardiganen?
Tror da godt nok, lillen vokser noget hurtigere ud af overdelen...
Abonner på:
Opslag (Atom)