onsdag den 30. marts 2016
Rompestompe shorts
'Rompestompe' hedder de her nuttede kortbukser fra Klompelompe.
De er strikket i Drops Merino Extra Fine, som er 100% kradsefri uld, og er supernuttede både med og uden strømpebukser.
Buksen er højere bagpå, hvilket giver god pasform. Den 'valker' lidt her, men det er bare at justere lidt på snoren i livet.
Så sød...
En lille smule disharmoni i størrelserne fra Klompelompe : Vesten er str. 3-4 år, shortsene er str. 1-2 år, Valdemar fylder 2 år til maj :-)
torsdag den 24. marts 2016
Gullgutten trøje
Linus i sin nye 'Gullgutten genser', designet af norske Klompelompe. Den er hyggelig at strikke med sin blanding af perle- og glatstrik, men der er fejl i opskriften i forbindelse med udtagningerne i raglanstykket. Den findes både som pige- og drengevariant og som cardiganversion, og i cardiganversionen ser antallet af udtagninger og antallet af pinde med perlestrik ud til at stemme. Det er nemt nok at rette selv - bare hold øje med at antallet af masker EFTER perlestrikstykket stemmer overens med opskriften.
Det er første gang, jeg prøver at strikke med Drops Cotton Merino, som er ca. 50/50 bomuld og merinould, og det var en rigtig god garn at strikke med. Perfekt til sommerstrik, som stadig gerne må give lidt varme, samtidig med at det er blødt og let.
Jeg er fuldstændig syg med farven på dette garn, som hedder 'rust'. Modtageren var knapt så tilfreds - han ville vist hellere have haft en blå... ;-)
Halsudskæringen er lidt for vid i denne model, synes jeg. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg nok slå lidt færre masker op i starten - trøjen strikkes nemlig oppefra og ned.
tirsdag den 15. marts 2016
Alida hue
Jeg har haft influenza - længe... Pyha!!
Og så er det altså dejligt overskueligt at strikke huer. Sidst var det de lidt kække pixiehuer - her er vi over i den lidt mere nuttede genre, men den er stadig rigtig fin.
Huen hedder 'Alida' og er designet af norske Klompelompe. Den er sjov at strikke med det fine hulmønster, men jeg synes, opskriften var lidt knudret (kan også skyldes mit influenzadelirium;-))
Den er strikket i en dejlig blød merinogarn fra Hjertegarn og er her superfeminin, men strik den i grå, brun eller mørk blå, og så vil den også være SÅ fin til en helt lille babydreng.
Pigemodellen her kunne også være fin med et smukt stofbånd som bindebånd - så vil huen få et helt andet look som sommerhue.
tirsdag den 8. marts 2016
Pixie huer
Små huer fra norske Paelas - designet hedder Pixieluen. Simpelthen så søde både til babyer og de lidt større børn. Huen bliver ret tyk, fordi den er strikket med garnet lagt dobbelt. Mine er tænkt som forårs- og sommervarianter, så jeg har strikket dem i dobbelt Pima bomuld fra CaMaRose. Var så heldig at finde to af mine yndlingsfarver i det garn på udsalg, da vi var på vinterferieudflugt.
Strikkefastheden passede, hvis jeg gik et nummer ned i pindetykkelse, så med lidt tilpasning her og der, gik det fint. Græsgrøn og påskegul : så kan foråret godt komme...
tirsdag den 1. marts 2016
Aurora Sommertop
En let, lille sommertop med yndigt bladmønster. Designet hedder 'Aurora', og er fra norske Klompelompe. Jeg har brugt råhvid Pimabomuld fra CaMaRose, så strikkefastheden afveg en smule fra den, der var opgivet i opskriften. Jeg ville strikke en størrelse 1-2 år, så jeg slog maskeantal op efter str. 6-12 mdr. og brugte længdemålene fra den rigtige størrelse, og det kom til at passe fint.
Bladmønsteret er hurtigt lært og sjovt at strikke, og bindebåndene ved skuldrene er en rigtig sød detalje. Perfekt sommertop til en rigtig varm solskinsdag, (forhåbentlig får vi mange af dem!).
Ryggen er uden mønster...
Aurora bladmønsteret i close-up... Skulderstropperne er strikket som i-cords.
Abonner på:
Opslag (Atom)